Ansvarlig brug af antibiotika

Hud- og ørebetændelse

For at kunne behandle en hud – eller ørebetændelse, skal man have et bakteriedræbende stof (fx antibiotika) til at nå ned til det sted hvor bakterierne er. Hudens opbygning gør, at det nogle gange er bedst at behandle udefra via overfladen og andre gange er det bedst at behandle indefra, via blodbanen.

Behandling via overfladen (topikal behandling)

Shampoo, salve, vandige opløsninger og øredråber er de muligheder der er for behandling af hud og ører via overfladen.

Behandling via blodbanen (systemisk behandling)

Nogle gange er en betændelse så dyb at man er nødt til at behandle med det bakteriedræbende stof via blodbanen. Hunden eller katten får derfor tabletter, der optages i blodbanen.

Dyrkning og valg af antibiotika

Ofte vil din dyrlæge udtage en prøve til ”dyrkning” af bakterierne for at se hvad det er for nogle bakterier og om de er resistente overfor antibiotika. Det giver mulighed for at vælge et smalspektret stof, der kun dræber visse bakterietyper.

En ”dyrkning” kan tage op til et par dage, men det er ventetiden værd. I mellemtiden kan man starte op med vask, rens eller anden behandling.

Hvis din dyrlæge vælger at lave en dyrkning fra dit kæledyr er det et udtryk for ansvarlighed overfor dig og dit kæledyr. Det er en hjælp til, at der ikke udvikles en mere alvorlig infektion med resistente bakterier, det gælder både nu og senere i din kat eller hunds liv.